Kunstforeningen NBs fornemmeste opgave er at give medlemmerne unikke kunstoplevelser. De fleste har sikkert oplevet at komme beriget hjem efter et besøg på et galleri eller på et kunstmuseum. Som medlem af kunstforeningen får denne oplevelse en ekstra dimension.
Du får mulighed for at møde mange af de kunstnere, der er tilknyttet galleri NB og opleve deres vidt forskellige tilgang til kunst. Vi har bl.a. besøgt den færøske kunstner Beinta av Reini i hendes atelier i København, oplevet andalusisk gæstfrihed hos Karin og Carsten Frank og mødt Vilmantas på hjemmebane i Vilnius.
Du får desuden lejlighed til at møde en del kunstnere til de hyggelige ”Mad, kunst & vin-arrangementer”, som vi inviterer til et par gange om året.
I kunstforeningen lægger vi også vægt på at tilbyde arrangementer, der sætter fokus på kunst i vores nærmiljø. Ikke alle er måske klar over, at der på Viborg Katedralskole er en imponerende ”kunstudstilling” fra Ny Carlsbergfondet, eller at Vestre Landsret også kan byde på kunstoplevelser. I løbet af året indkøber kunstforeningens bestyrelse ca. 25 kunstværker af de kunstnere, som galleri NB repræsenterer.
For langt de fleste af kunstforeningens ca. 200 medlemmer er udlodningen af de indkøbte kunstværker en begivenhed, man nødigt vil gå glip af. Udlodningen finder sted i forbindelse med den årlige generalforsamling, og hvordan det foregår, kan du læse om under vedtægter. De indkøbte værker kan ses her på hjemmesiden, men de vil også være udstillet i galleriet et par uger før generalforsamlingen.