fredag den 20. januar kl.17.30
i Auditoriet
Viborg Gymnasium
Skaldehøjvej 12
8800 Viborg
Før Corona nedlukning 2021
I år kan vi atter afholde en fysisk generalforsamling samt udlodning af de indkøbte kunstværker uden specielle hensyn til Corona situationen. Vi har dog sprit ved indgangen. Alle de købte værker (26) kan ses i galleriet fra fredag d. 6. januar.
Vi vil desuden gerne invitere til en hyggelig fællesspisning i kantinen efter generalforsamlingen.
Tilmelding til middag:
Vi håber, at rigtig mange også vil deltage i fællesspisning.
Man tilmelder sig senest søndag d. 15. januar ved at betale 275 kr. pr. person på Kunstforening NB’s konto 8214 3050681563 og skrive navn på de tilmeldte til spisning.
Der serveres en velkomstdrink, to retter mad, kaffe og sødt.
Der kan købes øl, vand og vin til rimelige priser. Vi glæder os til en hyggelig aften.
DAGSORDEN ifølge vedtægterne:
På valg fra bestyrelsen:
Sven Erik Larsen (genopstiller)
Inger Schaumburg (genopstiller)
Per Larsen (genopstiller ikke)
På valg suppleanter:
Bodil Skipper Buntzen (genopstiller)
Inge Fallesen (genopstiller)
På valg:
Revisor Jakob Carstensen (genopstiller ikke)
Revisorsuppleant Susanne Kam Kristensen (genopstiller)
Bortlodning af indkøbte kunstværker:
Hvis du ønsker at deltage i bestyrelsens arbejde, så mangler vi 1 person. Kontakt bestyrelsen eller Thorkild. Desuden mangler vi en revisor.
Vi glæder os til at se rigtig mange medlemmer til generalforsamlingen og også til fællesspisning.
Med venlig hilsen
Kunstforeningen NB’s bestyrelse,
Viborg, 6. januar 2023.
—– —– —–
Desværre har vi været nødt til at aflyse Kunstforeningen NB’s 30 års Jubilæums- og Awardshow Fredag den 25. november kl 18:00
Med venlig hilsen
Bestyrelsen
—– —– —–
I samarbejde med Koncertrejsen ved Peter Bæk havde foreningens bestyrelse fået skruet et spændende program for et 3 en halv dages ophold i Norges pulserende hovedstad sammen.
For de 10 medlemmer af foreningen, som deltog sammen med 11 andre kunst- og musikinteresserede, blev det nogle oplevelsesrige og hyggelige dage. Vejret var med os og vi boede på et dejligt og centralt beliggende hotel, hvorfra vi kunne gå til det meste.
Men vi startede opholdet med en bustur til nogle af byens ikoniske seværdigheder. Holmenkollen, der udover sin flotte arkitektur også byder på en enestående udsigt over Oslo by og naturskønne omgivelser, og Vigelandsparken, hvor Gustav Vigeland med sine imponerende skulpturer skildrer menneskelivet og livscyklussen i et enormt kunstværk, der strækker sig over et stort område i den smukke Frognerpark.
Busturen førte os også til to kunstnere, Martin Martinussen og Henrik Kläppe, som er i stald hos Thorkild og bor og arbejder Oslo. De fortalte levende om deres arbejdsmetoder og kunstneriske ideer og tanker og gav os en fin indsigt i, hvordan deres meget forskellige værker bliver til.
Første aften fik vi også set Oslo fra søsiden. Ombord på skuden Helene indtog vi pil-selv-rejer ad libitum mens vi indhyllet i tæpper som værn mod den friske havvind hyggede os gevaldigt og kunne nyde udsigten til miljøet omkring Oslofjorden og til slut se Byens Lys.
Inden for de sidste to år er der åbnet to helt nye kunstmuseer i byen, Munch Museet og Nationalmuseet, som har samlet fem mindre museer i en imponerende bygning. Vi besøgte begge disse flotte museer, som hver for sig rummer så megen fantastisk kunst, at vi alle gik indtryksmættede derfra, men absolut med følelsen af, at have lyst til at komme igen. På Munch museet fik vi en fin guidet omvisning af en museets kompetente ansatte, som formidlede historien om Munchs liv og hans banebrydende kunst på en levende måde, der yderligere forstærkede de følelser, som malerierne udtrykte.
Oslos Akerbrygge er en topmoderne havnefront med et væld af caféer, restauranter, fancy boliger, shoppingområder og gallerier. Her havde vi fri tid efter et samlet besøg på det private Museum for moderne kunst, Astrup Fearnly, som var huset i en arkitektonisk perle i træ, stål og glas. En helt særlig kunstoplevelse fik vi i pensions- og forsikringsselskabet KLP’s domicil. Her blev vi vist rundt af Thorkilds ven Terje, som var ansat i firmaet og ansvarlig for deres kunstindkøb og ophængning. En rigtig og næsten ustoppelig ildsjæl, som engageret fremviste og fortalte om deres imponerende kunstsamling.
På musiksiden havde vi foretaget forskellige valg, nogle var både i operaen til balletforestillingen Giselle og barokkoncert i Domkirken, andre nøjedes med den ene af herlighederne.
Oslo havde meget andet at byde på, mens vi var der. På vejen til vore mål passerede vi Rådhustorvet, hvor der var multietnisk festival, og om lørdagen blev Oslos Prideoptog gennemført i god ro og orden, men under stor politiovervågning, på baggrund af de sørgelige begivenheder i juni, som havde ført til aflysning.
Da vi atter stod på dansk jord var det som det fremgår med masser af indtryk og gode oplevelser i bagagen, som alle trængte til at komme hjem at fordøje.
Af Kirsten Hald og Bodil Skipper
—– —– —–
Denne onsdag havde 24 af Kunstforeningens medlemmer og 11 gallerigæster fra Ikast en fin oplevelse med Kunstforeningens arrangement “Kunst og Mad Special”. Det specielle var, at den aktuelle udstiller Carsten Frank selv stod for kunstdelen. Med et meget spændende foredrag rigt illustreret med billeder fortalte han om sin egen udviklingsrejse med og mod det figurative maleri. En rejse som finder sted i både Sydspanien og Silkeborg, hvor han har sine to “hjem”, men naturligvis også med inspiration fra de rejser og ophold han sammen med sin kone har foretaget i løbet af sit liv.
Den aktuelle udstilling er en markering af at han i 25 år har samarbejdet med galleri NB. Billederne er produceret til udstillingen og illustrerer fint, hvor han befinder sig på rejsen med det figurative maleri og hans betagelse af naturen og dens kraft og poesi. Efter foredraget som havde fin support af Carstens kone Karin, gik hele flokken over vejen til Restaurant For Enden af Gaden, hvor vi fik serveret et dejligt måltid og hyggede os.
Deri ligger der er en stor forventning til kunsten – og spørgsmålet er, om kunsten kan indfri denne forventning.
Dette og andet i relation til Galleri NB vil Olaf Hauptmann, filosofistuderende i praktik i Galleri NB, fortæller om under foredraget.
I foredraget om kunst vil Olaf Hauptmann forklare hovedtrækkene fra Roger Scrutons filosofi om kunst og kultur.
Scruton ser kunsten som en moralsk lærer, der fortæller os, ikke blot om hvordan vi skal opføre os, men også hvordan, hvad og i hvilken grad vi skal føle.
Hvad gjorde vi, da vi løste denne jord fra dens sol?
Hvorhen bevæger den sig nu?
Hvorhen bevæger vi os?
Væk fra alle sole?
Falder vi ikke konstant?
Bagud, sidelæns, fremad, i alle retninger?
Tid:
7. april kl. 19:00
Pris:
kr. 50,- incl. et glas vin betales i galleriet
Tilmelding:
senest søndag d. 3. april
til: nbgal@nbgal.dk
Med venlig hilsen
Kunstforeningen NB
Team NB
Kunstforeningen havde indbudt til kunstvandring i Viborg midtby med Thorkild søndag eftermiddag. 15 mennesker deltog i turen.
Thorkilds mange oplevelser og fortællinger om kunstværkerne i midtbyen var en øjenåbner for os, der ofte færdes i midtbyen men ikke har lagt mærke til alle de kunstværker, som byen tilbyder.
Nogle af kunstværkerne havde jeg selvfølgelig set. Det gælder fx Kjell Nupens vase ved rundkørslen i Ll. Sct. Mikkelsgade. Men Thorkilds fortælling om dengang krukken engang blev forsøgt stjålet og at man nu har planer om at flytte den indendørs, fordi den er steget meget i værdi, var interessant. Den vil blive savnet som en del af bybilledet.
Andre kunstværker har jeg passeret uden at se dem. Jeg har flere gange kørt ad Reberbanen og Ll. Sct. Hansgade men har ikke været opmærksom på en stenskulptur af Frode Steincke på hjørnet. Skulpturen fortjener at komme højere op, så den bliver mere synlig.
Det var en overraskelse at komme på Viborg Kirkegård og se Nybo Jensens gravsted lavet af Cronhammer. Det meget sorte og glatte granit i kombination med meget hvide birkestammer var en kunstoplevelse.
Vi nåede langt omkring i kunsten i midtbyen båret af Thorkilds mangeårige kendskab, engagement og involvering. Og Thorkild har fortsat visioner. Det bliver spændende at følge ideen om Phenomenal Viborg og det, at give offentligheden muligheder for at få store og spektakulære oplevelser i projekter skabt med udgangspunkt i den kunstneriske ide og tilvejebragt gennem samarbejder mellem animations – og XR virksomheder.
Tak for en spændende kunstvandring.
Lørdag d. 26. februar havde kunstforeningen arrangeret tur til Aros i Århus med efterfølgende besøg hos Steen Larsen, som bor og har atelier i Århus.
Vi mødtes udenfor Aros kl. 10. Da vi alle var kommet ind i varmen, kunne Inger fortælle, at besøget hos Steen Larsen desværre var aflyst, på grund af at Steen var blevet ramt af corona.
Kl. 10.15 – 11.15 var der booket en Guide som gav os en rigtig fin rundvisning i Turner’s udstilling ”Sun is God”.
Vi fik et indblik i Turner’s liv og karriere og ikke mindst nogle gode snakke om hans flotte malerier, som i hans samtid var revolutionerende.
Efter rundvisningen, havde vi hver især mulighed for at komme en tur i Regnbuen, eller vi kunne se de øvrige spændende udstillinger.
Det blev en hyggelig dag med gode kunstoplevelser og gode snakke over frokosten.
En hyggelig aften i smukke omgivelser, med kunst, sange, historiefortælling og en masse gode grin.
Vi startede aftenen med at Thorkild gav en introduktion til Sabine Beyerles senest udstilling ”Idelwild”, en samling der er inspireret af den vilde natur og Sabines mange rejser. IDEWILD er en sammentrækning af ordene ”idyllisk” og ”vild” en smuk udstilling med fantastisk farver, struktur og lysspil.
Vi hørte også om NANA R. H. Bastrup, Toon Berghahn og Kjell Nupens værk to værker over temaet ”Uendelig Hvile” bestående af et maleri og en keramik krukke, der nu kan ses sammen i Galleri NB.
Efter Thorkilds beretning om udstillingen bød formand Inger Schaumburg velkommen til alle. Hun introducerede aftens musikere Ole og Asger Krabbe, der havde arrangeret et væld af sange til hele aftenen.
Historiefortæller Henning Pedersen måtte desværre melde afbud, men heldigvis kunne bestyrelsesmedlem Kirsten Hald, uden meget betænkningstid træde til som historiefortæller.
Vi gik i gang med spisningen kl. 19, tapas fra Bryggers Bauers Grotter, virkelig lækker mad, med en god blanding af fisk, juleand, ost og dertil vin.
Vi sange en masse sange under og efter maden til stor glæde for alle, især sangene ”Bjørnen vågner” og ”Du kom med alt hvad der var dig” bragte minder op i nogle medlemmer der selv kunne berette om egen historier knyttet til sangene, og ellers var der sange om farver, advent, livet og en sang frit fortolket af Niels Hausgaard og selvfølgelig med dialekt.
Efter lidt mad og sange læste Kirsten Hald op fra Peters Jul, en levende fortælling om hvor galt det kan gå i julen og så alligevel ende godt, en fortælling der fik eftertænksomheden og smilet frem i mange.
Vi sluttede aftenen af med mere sang, kaffe og sødt inden vi gik hjem.
Bestyrelsen ønsker jer alle en glædelig december.
Tak til alle for en rigtig dejlig aften.
I forbindelse med Vilmantas nye udstilling ”Burning Mind” i Galleri NB, havde kunstforeningen været så heldige at få Vilmantas til at komme og fortælle om sin nye udstilling, en stor og flot udstilling der er inspireret af de oplevelser han har haft under og med COVID19 og som er resulteret i en stor samling af bemalet keramik- krukker og fade samt malerier i flotte farver.
Vi startede aftenen med et glas vin i galleriet mens Inger (Formand for bestyrelsen) og Thorkild bød os velkommen, derefter gik vi rundt mellem de forskellige kunstværker imens Vilmantas fortalte om hvilke tanker der lå bag nogle af værkerne, det blev en interessant fortælling hvor der også var tid til at svare på forskellige spørgsmål, blandt andet også hvordan det skete at Vilmantas blev bedt om at maler et portræt af HKH Prins Henrik i 2014.
Udstillingen sluttede med at Thorild gav alle der var interesseret en signeret kunstbog af og med Vilmantas udstilling ”Burning Mind”
Vi sluttede en begivenhedsrig aftenen af på Restaurant for enden af gaden, hvor vi fik et glas vin, en lækker tapastallerken og til sidst en kop kaffen. En rigtig fin afslutning på en hyggelig aften i godt selskab i Viborg.
Tak til alle der deltog.
Kom og nyd en lækker brunch fra Nytorv 11, mens Nana Rosenørn Holland Bastrup giver os en lille introduktion til hendes nye udstilling, og Thorkild fortælle om Young Painters Prize 2020 vinderne Sonata Riepsaite og Elena Antanaviciute som udstiller i henholdsvis Center gallery og NBeX project.
Når kvinder laver kunst – om mændene vil det eller ej.
onsdag den 7/10 2020
Om foredraget skriver Inger Schaumburg
Museumsleder og kunsthistoriker Anne-Mette Villumsen holdt foredraget om kvinder i kunsten 7. oktober i NB’s lokaler arrangeret af Kunstforeningen NB. Foredraget tiltrak knap 20 personer, som hørte det i Coronasikker afstand.
Hun holdt et utroligt spændende foredrag om en række kvindelige kunstnere fra barokken og frem til i dag. Baggrunden var, at det danske Kunstakademi grundlægges i 1754 for mænd. I 1875 får kvinder adgang til Københavns Universitet, og i 1876 opretter Vilhelm Klein en Tegne- og Kunstskole for kvinder, men han mente ikke, de kunne male lige så godt som mænd. To år senere laver Johanne Krebs en kunstskole for kvinder, der siden fusionerer med Akademiet (1908).
De første kvindelige malere malede det, der omgav dem i hjemmet – f.eks. Sofonisha Anguissola og Artemisia Gentileschi i Italien i 1600-tallet og Elizabeth Vige’o Le Brun i Frankrig i 1700 tallet. Siden kom amerikaneren Mary Casarett og franske Berthe Morisot i overgangen mellem 18- og 1900. I Danmark malede Elisabeth Jerichau Baumann som en af de første. Hun var tysk født og dansk gift og malede bl.a. nationalistiske malerier ”Mor Danmark” og ”En såret dansk kriger” omkring 1850 og 1864.
Også i Skovgaardfamilien malede kvinderne – Cathrine Elisabeth malede blomster og Susette Holten lavede både keramik og malerier. Desuden var Susette sammen med andre med til at lave ”Kvindernes Udstilling” i København i 1895, som 80.000 besøgte hen over sommeren. Hun malede også udstillingens logo – mælkebøtter.
I Skagen malede Anna Ancher på samme tid personerne omkring hjemmet og det smukke lys, som kan ses i maleriet ”Solskin i den blå stue”. Marie Krøyer malede samtidig et berømt fællesportræt sammen med sin mand. Agnes Slott-Møller malede historiske motiver bl.a. ”Niels Ebbesen”.
Som billedhugger udtrykte Anne Marie Carl Nielsen sin kunst gennem f.eks. en rytterstatue bag Christiansborg og døren i hovedindgangen til Ribe Domkirke. Her kan de stadig beundres.
Siden så vi kunst af Fransisca Clausen, Georgia O’keefe, Louise Bourgeois, Frida Kahlo og Yayoi Kusama.
Anne-Mette sluttede sit foredrag med en række fakta til at belyse uligheden i kunstnernes verden i Danmark i dag. En undersøgelse fra 2005 viser, at indkøbene på 7 danske kunstmuseer fordeler sig med 20% til kvinderne og 80% til mændene i perioden fra 1983-2003. I de seneste 5 år fra 2015-19 har museerne købt 36% af nulevende kvindelige kunstnere.
Der blev klappet meget. Det var et flot foredrag, som vanskeligt lader sig omsættes til skrift. Hvis der optræder fejl, er det udelukkende mine.
Lørdag 26. september 2020
Om turen skriver Elise Nielsen:
Vi startede dagen ved Doverodde Købmandsgård, hvor Krista Søndergaard, der selv er vokset op på gården, fortalte om Doverodde og dens tid som handelscentrum, om udviklingen gennem tiden, om de mennesker der gjorde en forskel, handlen og kunsten i området. Det var en virkelig interessant og medrivende fortælling, Krista brænder for stedet, historien og kunsten, og det kan anbefales at komme til hendes foredrag.
Borgerne med tilknytning til stedet frygtede i halvfemserne en nedrivning af Doverodde Købmandsgård, de gik sammen, købte stedet og dannede et aktieselskab. I dag ejer Thisted Kommune Doverodde Købmandsgård, i 1998 blev stedet restaureret, og i 1999 åbnede Limfjordscenteret Doverodde Købmandsgård som museum.
I 2016 blev det besluttet sammen med SMK og Kulturministeriet, at der skulle etableres en SMK Thy filial i Doverodde Pakhus, så en større del af Danmarks kunstsamling vil være tilgængelig for flere dele af befolkningen. SMK Thy åbnede i 2020.
Efter fortællingen gik vi rundt på egen hånd. I et af lokalerne kunne man se og læse om SMK´ s fuldstændige kunstsamling, hvad den indeholder og hvordan, den er blevet samlet.
Så var der udstillingen: ”Hverdagsviljer. Drømme, handling og sammenhold i 1965-1975”.
En udstilling der markerer 50-året for Thy-lejren og rødstrømpebevægelsen i Danmark, gennem fotografi, lyd, og videoværker.
Derefter gik turen til Heltborg Museum i Hurup Thy.
Der mødtes vi med kunstneren Finn Nygaard, der fortalte om sin tilgang til sit arbejde og om de mange kunstnere og personer, han har portrætteret igennem tiden. Udstillingen ”Jazz på papir” var et udpluk af hans mange års arbejde med at lave jazzplakater til blandt andet Jazzhus Montmartre og Århus Jazz Festival. Det var et meget interessant møde med en energisk og sprudlende kunstner.
Derefter fortalte museumsleder Jytte Nielsen om deres samling af Jens Søndergaard malerier (1895-1957), en fortælling, der strakte sig fra hans første kunstværker til de sidste, han lavede. En spændende fortælling om den udvikling, han gennemgik. Jens Søndergaard anses for én af de vigtigste fornyere af den figurative kunst i mellemkrigstiden, og den faste udstilling bliver løbende ændret, så det er klart et besøg værd igen.
Se mere vedr. Doverodde Købmandsgård (smk.dk) og Heltborg Museum (museumthy.dk)
Søndag den 30. august 2020
Om besøget skriver Søren Uldall Hansen:
Sommerens sidste kunstudflugt fandt sted på en smuk, solbeskinnet søndag eftermiddag, da kunstforeningen aflagde et besøg på højdedraget lidt nord for den historiske kampplads i Illerup Ådal. Udsigten, når man trådte ud af hoveddøren i domicilet, var intet mindre end imponerende.
Vi blev bænket i Thomas Anderssons galleri, som også fungerer som kursusværksted, hvor TA levende fortalte om og viste dias af sit nu hedengange flerårige projekt, ‘Convoj‘, hvor han selv byggede et af landets mindste gallerier – det var på under 2 kvadratmeter og med store vinduer i to af væggene, placeret tæt ved vejen på et hjørne af grunden, så forbipasserende kunne se det udstillede. Igennem en 7-årsperiode lavede TA over 100 forskellige udstillinger hér!
Galleriet nåede at komme i medierne af flere omgange. Bl.a. i tv engang hvor der var blevet udøvet ‘herreværk’ mod det lille galleri. Det var nu TA selv, der havde udført ‘udåden’ som en kunstnerisk happening – det kom vist aldrig helt frem…
En anden gang fik TA et af sine kunstværker med i tv-programmet ‘Kender du typen’, hvor DR faktisk glemte at kreditere ham! Dette dannede selvfølgelig grundlag for en ny udstilling på Convoj.
Isoleret i coronatiden i år blev TA inspireret til at tegne – hans nye ca. 30 kvadratmeter store galleri havde fernisering for to uger siden, fyldt med de bedste af disse tegninger.
Kunstforeningen fik lov til at indkøbe et par af tegningerne til vores lodtrækningsseance i januar. Glæd jer; de er gode!
Vi så de forskellige arbejdslokaler og TA fortalte om arbejdsprocesserne: Bl.a. går der en hel flaske gas af de store på 33 kg, hver gang der bliver tændt op for smelteovnen! Vi gik tur i haven og kiggede på friluftskunst, mens TA fortalte.
Som én sagde; ‘det er meget interessant at møde kunstneren tæt på og høre om de andre former eller kunstarter, vedkommende også udøver’. Derfor var det også lidt ærgerligt at ikke flere havde valgt at tage med: vi var kun 11 deltagere – der var plads til 20.
Men os der deltog, havde nu en herlig søndag eftermiddag – tak til Thomas Andersson for tre gode timer!
onsdag den 19. august 2020
Om besøget skriver Søren Uldall Hansen:
Fem kornfede timer i selskab med Carsten Frank, hans stærkt sekunderende hustru Karin og 20 lytte- og spørgelystne medlemmer blev det til i CF’s hyggelige atelier på en førstesal i Silkeborg.
Carsten trakterede os med anekdoter bag sine malerier, hans arbejdsmetode og teknikker og oplæste digte og viste videoer fra sit “Land”-samarbejde med musikeren Kristian Lilholt og fotografen Kim Søgaard.
En af CF’s teknikker er, at han, når et maleri er tæt på at være færdigt, ofte maler hele maleriet over med sort!
Inden den sorte farve når at størkne, tørres den af igen, men noget af den bliver så siddende i alle fordybninger og forstærker med sin toning dermed de resterende farver.
Arbejdsmetodisk skriver CF først et manuskript for et maleri, så han i hovedtræk er skarp på, hvad han vil fortælle. Overraskende nok så udspringer nogle af hans malerier fra en roman, han kontinuerligt arbejder på.
Forhåbentlig bliver romanen aldrig færdig (…), så vi i stedet som betragtere til stadighed får mulighed for at nyde de malerier, der kommer ud af processen.
Hvis man da kan tale om nydelse, for der er nogle ret brutale billeder imellem!
Faktisk arbejder CF i to hovedlinjer i sit virke: den landskabelige, som vi kender fra Galleri NB, og så den figurative, den pirkende og til tider brutale, som han har arbejdet på for sig selv i efterhånden mange år, men først indenfor de senere år “er kommet ud af skabet med”.
Selv om Thorkild NB hidtil har vægret sig ved at tage malerier fra CF’s figurative linje ind på Galleri NB, spår jeg, det kommer til at ske inden længe: der er en fortællemæssig kvalitet og et stærkt pågående budskab i de billeder, der gør dem nødvendige. Og de lægger kun til Carsten Franks kendte malerier.
Vidste du forresten, at Carsten Frank tidligere har dekoreret store, flotte lerfade? Vi så nogle af dem i aften, hvor de blev anvendt til at servere de lækre sandwich på, vi fik undervejs, udover alt det andet i traktementet, alt coronasikret efter bedste evne, naturligvis.
Tak til Carsten og Karin for et super godt arrangement, det var virkelig over forventning og bliver svært at leve op til fremadrettet!
9/10 -11/10 2019
Inger Schaumburg:
Mine oplevelser på Kunst- og Operarejse til Berlin i oktober 2019.
Kunstforeningen i NB arrangerede sammen med Koncertrejsen en tur til Berlin for at opleve kunst og opera. Bussen tog afsted fra Viborg 6.15 onsdag 9. oktober. Det var godt, vi fik kaffe og rundstykker og en lille skarp til næsen, for det var en mørk morgen. Vi samlede gæster op i Herning og i Kolding – i alt 28 personer. I Kolding kom operasanger Trine Bastrup Møller også om bord. Hun fortalte levende om, hvordan det er at være professionel sanger, og om handlingen i ”Turandot”, den opera vi skulle overvære i Deutche Oper i Berlin. Efterfølgende hørte vi eksempler på musikken, og hun kommenterede livligt. Peter Bæk fortalte om komponisten Giacomo Puccinis liv og levned. Det var ikke kedeligt! Endelig, fortalte jeg om, hvad der foregik i Berlin for 30 år siden lige omkring Berlinmurens fald. Så inden vi så os om, var vi i Berlin. Vi overnattede på Hotel Park Inn centralt på Alexanderplatz. Den fælles middag spiste vi på ”Restauration 1840” ved Hackescher Markt. Efterfølgende gik vi gennem let regn til det oplyste ”Brandenburger Tor” og nød aftenens stilhed på Unter den Linden.
Torsdag morgen vandrede vi langs Eastside Gallery – det bemalede stykke af Muren med mange spændende malerier fra et væld af kunstnere fra hele verden. Solen skinnede, og vi gav os god tid til at vandre de 1,3 km langs floden. Efterfølgende besøgte vi Sabine Beyerles atelier i en central og flot baggård. Hun havde lagt en hilsen til os og sørget for kiks og drikkevarer. Vi kiggede på de 20 malerier, som skal indgå i en udstilling i NB i november – og I kan glæde jer, for vi så mange spændende malerier. De blev alle siden pakket ind i bobleplast og båret ned i bussen, så de kunne komme med til Viborg. Det var ægte teamwork. Herfra kørte bussen os til et stort og eksklusivt galleri – ”König Galleri”. Det var imponerende kunst i flotte højloftede sale og priserne var tilsvarende høje! Her var også store keramik vaser anbragt på spejlbeklædte opsatser. Til sidst var vi på ”Hamburger Bahnhof” – en flot udstillingsbygning med imponerende jernkonstruktioner og højt til loftet, som det ses i mange gamle jernbanebygninger. Vi havde ikke så megen tid her – men vi så et stort værk af Anselm Kiefer over krigens ødelæggelser i 1945. Vi beskuede kunstværker af fedt, der var ligesom forskelligt formede store blokke, der blev fastholdt ved en bestemt temperatur for ikke at gå i opløsning. Et sært syn. Vi så også kunstneres bud på ”Lokale histories” spredt i de mange udstillingsrum – hvor nogle af værkerne var malet direkte på væggen. Noldeudstillingen var netop taget ned!
Så var der hurtig omklædning, og bussen kørte os til Deutsche Oper på Bismarckstrasse. Vi spiste på en italiensk restaurant lige over for operaen. Operaen er bygget i 1960erne, da Murens opdeling af Berlin betød, at Vestberlinerne var uden adgang til en opera. Operaen er således uden store udsmykninger og er bygget i et meget enkelt design. Lyden var dog meget fin med orkesteret i graven, samt solisterne og et stort kor på scenen. Handlingen foregår i Kina, men med reference til Berlin for 30 år siden. Prinsesse Turandot vil ikke giftes, og derfor giver hun alle friere 3 gåder, som de skal gætte for at få prinsessen og kongeriget. Hvis de ikke gætter rigtigt, mister de hovedet. Operaen er i tre akter og i begyndelsen af tredje akt synger prins Calaf den berømte arie ”Nessun dorma” – (ingen sover) som Luciano Pavarotti har sunget mange gange. Efter en herlig aften tog vi undergrundsbanen hjem til hotellet, hvor Trine svarede på alle mulige spørgsmål. Derpå Godnat.
Fredag morgen kørte vi hjem til Viborg. Der var en del kø på vejen og kraftig regn. Vi hyggede os i bussen med at snakke om oplevelserne, synge og hvile os lidt. I Viborg blev de 20 malerier båret ind i Galleri NB i regnvejr – men det gik alligevel, da vi hjalp hinanden.
Det var mine oplevelser af en god tur – andre kan have oplevet meget andet!
Eastside Gallery
Alle deltagere på atelierbesøg
22. 09. 18
En blæsende sensommerdag satte 30 kunstinteresserede deltagere sig godt til rette i bussen. Turen gik til Fur, og stor var overraskelsen, da vi blev mødt af ekstremt højvande ved færgelejet, som forhindrede bussen i at komme om bord på færgen. Udfordringen var Fur rundt uden bus, og derfor måtte den planlagte tur rundt på øen med en lokalguide desværre udgå.
Anledningen til turen til Fur var den imponerende udsmykning, som kunstneren Kristian Vodder Svensson har tilføjet festlokalerne hos Fur Bryghus. Thorkild fortalte om tilblivelse af det kæmpemæssige værk, hvor Kristian på en underfundig måde har flettet brudstykker af natur og historie på Fur ind i sit eventyrlige og fantasifulde univers. Efter en dejlig frokost med stjerneskud og lokalbrygget øl fik vi blæst og frisk luft for alle pengene på en tur til Knudeklinterne.
12. 09. 18
Det var titlen på Carsten Franks udstilling, som der var fernisering på den 2. sep., og som 40 deltagere senere fik et dybere indblik i ved et ”Kunst & Mad-arrangement”. Inspirationen til den aktuelle udstilling har Carsten Frank fået på en længere rejse til Island og Canada. Begge steder er landskabet ekstremt vildt og spækket med utæmmet skønhed, og derfor kalder Carsten det ”farlig smukt”, og det afspejlede sig i de malerier, vi var omgivet af. Men aftenen startede nu et andet sted. Carsten Frank læste et essay, han havde skrevet for 20 år siden. Carstens far var en habil maler, men kun i sin fritid, men han kunne sagtens have drevet det videre end det. Essayet handlede om, hvordan far og søn tog på malerudflugter, da Carsten var i 10-årsalderen, og hvordan de på hver deres måde tog landskaberne ind. Carsten havde medbragt et af sine tidlige malerier, og talentet var ikke til at tage fejl af. Carsten fortalte også om, hvordan hans egne skitser og tegninger fra rejsen har været grundpillen i hans arbejde i atelieret, og at han på den måde har kunnet skabe et mere frit maleri, der har slægtskab med de kendte LAND-malerier. Carsten sluttede af med at give en smagsprøve på det, der måske bliver til LAND 2. Digtet ”Byens Rum” skrevet af Carsten og sat i musik og fremført af Kristian Lilholt blev aftenens musikalske afslutning.
13. 06. 18
En blæsende forårsaften tog Thorkild 40 deltagere med på en kunstvandring i Viborg. Første stop var ved Regionshuset, hvor der lige inden for indgangen hænger et kæmpemæssigt maleri, som Vilmantas har udført. Maleriet dannede ofte baggrund for tidligere regionsformand Bent Hansen, når han blev interviewet til tv. Men det kunstværk, der vakte mest begejstring, var et værk af Poul Anker Bech, der meget overraskende ikke havde fået en fremtrædende placering! Der er i øvrigt meget spændende kunst i Regionshuset – så kig indenfor, hvis du en dag kommer forbi. Ved Viborg Rådhus fik vi historien om udsmykningen, som den norske kunstner Kjell Nuppen har stået for – 23 træstammeagtige skulpturer i bronze og et vandbassin med bemalede kakler. Kunst i storformat – det var historien ved Camp Logos, der er præget af en kæmpemæssig udsmykning af Vilmantas.
23. 05. 18
Der var inviteret til mad, kunst & vin i galleriet, og omkring 40 deltagere mødte op. Aftenens hovedperson var Kristian Vodder Svensson, der gav en introduktion til sin aktuelle udstilling ”Mythical Junctions”. Kristian tog os med ind i et fascinerende univers, hvor motiverne er svævende, mytiske landskaber med genkendelige elementer som dyr og mennesker. Kristian skaber billeder, som man aldrig bliver færdig med at gå på opdagelse i, og denne aften gav de anledning til en interessant dialog med en kunstner, der har fundet sin helt egen stil. Kristian fortalte også lidt om de udsmykningsopgaver, som han p.t. arbejdede med, bl.a. Solotrappen i Sønderborg. Senere på aften blev der serveret en dejlig tapas-menu, snakken gik og det var alle måder en fornøjelig aften.
8. 5- 15.5. 18
12 medlemmer deltog i forårets 8-dages kunstrejse, hvis højdepunkt var besøg hos kunstnerparret Karin & Carsten Frank, der deler deres tid mellem Silkeborg og Andalusien. Karin var en uvurderlig hjælp i planlægningen af rejsen, og i Andalusien nød vi godt af begges gæstfrihed. Karin og Carsten havde sammensat et spændende program, som langt oversteg vores forventninger. Vi tilbragte en hel dag i Malaga i selskab med Carsten og så bl.a. Picasso-museet og kunstmuseet Carmen Thyssen med den imponerende samling af klassiske spanske malere. Vi slentrede gennem det historiske kvarter, ”hilste” på H. C. Andersen og nød livet på havnefronten. Her åbnede Centre Pompidou i marts 2018 en ”pop-up-filial”. Over jorden ligger en farvestrålende kube, og under jorden fik vi igen en stor kunstoplevelse. En dag var vi inviteret hjem til Karin og Carsten, så vi kørte i højderne til deres skønne hjem og op til en udsigt, der ikke fås meget bedre, og til en have, hvor kreativiteten blomstrede. Værtsparret er eminente fortællere, og da vi gik ned til Carstens atelier, var det kunsten, der kom i fokus. Vi kom langt omkring – fra dengang Carstens far tog ham med på malerudflugter og til rejsen til Island og det vestlige Canada, der var inspiration til malerier til sensommerens udstilling i Viborg. Næste dag tog Karin os med ud i naturen, og vi oplevede et andet Andalusien. Naturligvis var der også tid til at være ”rigtig” turist, og highlights var bl.a. underskønne Alhambra, La Mezquita i Cordoba og Ronda med den spektakulære bro. Men mon ikke det er mødet med Carstens kunstneriske univers, der står klarest i erindringen…
Henriette Hellstern var aktuel med sin tredje soloudstilling i galleri NB, og vi oplevede en dynamisk og ekspressiv billedkunster med et stærkt personligt engagement. Udstillingen var et fascinerende ”kropstudie” – et bankende hjerte, en gribende hånd og en legende let fod – og dette ”preview –arrangement” gav et indblik i, hvad der havde inspireret Henriette til udstillingen med titlen ”Indre Atlas – en malerisk obduktion”.
Der var lagt op til en søndag med to meget forskellige kunstoplevelser på turen til Herning. På Carl-Henning Pedersen & Alfelts Museum fik vi en rundvisning i udstillingen ”Eventyrlig Dialog”, som var en dialog imellem H.K.H. Prins Henriks livfulde bronzeskulpturer og Carl-Henning Pedersens fantasifulde malerier, og med en usædvanlig vidende rundviser blev der kastet nyt lys over begge kunstnere. Den anden interessante kunstoplevelse fik vi i Hedeager Kirke, der for et par år siden modtog en stor donation fra en lokal giver, og som bl.a. er blevet brugt til at udsmykke kirken. Kunstneren Vilmantas har bidraget med et stort maleri og to glasmosaikker, og kirkeværge Kurt Linnebjerg fortalte om forløbet fra ide til indvielsen i 2016. Frokosten fik vi serveret i caféen på Herning Centralbibliotek, der ligger i et tidligere supermarked på gågaden, og som nu er et spændende ”kulturcentrum” for alle kommunens borgere.
Læs om Vilmantas her
31.10.2017
Mange kender sikkert kunstneren Martin Bigum fra DRs kunstquiz, hvor han igen og igen overrasker med sin store viden, fortælleglæde og underfundige humor. En aften i oktober var der mulighed for at opleve Martin Bigum ”live” i Viborg – og det var en stor oplevelse! Kunstforeningens bestyrelse havde i samarbejde med Viborg Bibliotekerne og LOF-Viborg arrangeret et foredrag med Martin Bigum. Foredraget tog udgangspunkt i den selvbiografiske bog: ”Min personlige kunsthistorie”. Martin Bigum tog os med til barndommens land i Brøndby Strand og fortalte om nogle af sine grundlæggende barndoms- og ungdomsinspirationer, og han kom også ind på, hvordan han hele tiden arbejder hen imod at finde et nyt interessant ståsted i sin kunst. Fortællingen fik følgeskab en række af Martin Bigums vigtigste værker, der understregede hans kunstneriske karriere.
15. juni 2017
En sommeraften i juni indbød kunstforeningen til et arrangement i galleri NB med kunstneren Kristian Vodder Svensson, og ideen var, at det skulle være et uformelt arrangement en dag midt i ugen. En veloplagt Kristian fortalte om sin kunst, og det satte gang i en dialog med deltagerne. Efter det kunstneriske input, var grillen og en fristende buffet med lækre salater klar, og i modsætning til andre arrangementer i galleriet, var det denne aften ”galleriets gæve kvinder”, der stod for det kulinariske. På alle måder en hyggelig, uformel aften med god stemning og sommer.
Læs mere om Kristian her.
30. april 2017
En forårsdag i april besøgte vi først besøgte keramisk skulptør Mette Maya Gregersen, der bor idyllisk i den lille by Sminge i nærheden af Silkeborg. Mette Maya inviterede gæstfrit indenfor i hendes værksted, og vi fik en introduktion til hendes keramiske univers. Mette Maya fortalte bl.a. om hendes fascination af leret, der kan transformeres fra blødt til tørt, gå gennem ild og vand og blive brændt og forstenet – og om oplevelsen af en gensidig forståelse mellem hende og leret. Vi fik et indblik i, hvordan Mette Maya bl.a. arbejder med de keramiske værker ”bølgerne” – en proces, der involverer bambusgardiner, utallige lag glasur og endeløs tålmodighed. Der var vist mange, der denne eftermiddag blev lige så fascineret af leret som Mette Maya! Vi nød eftermiddagskaffen udendørs i haven med de kunstneriske finurligheder og tog fra Sminge en stor oplevelse rigere.
Næste kunstoplevelse fik vi på Museum Jorn, som viste udstillingen JORN + MUNCH. Her ”mødtes” Nordens to største malere hinanden for første gang, og udstillingen var en enestående mulighed for at se et udvalg af Edvard Munchs hovedværker. Vi kom i selskab med en yderst kompetent rundviser på udstillingen, der bl.a. viste hvordan kunstnernes værker er beslægtede, når de stiller store spørgsmål om liv og død, frygt og drømme – temaer, som også har relevans den relevans i dag.
Læs om Mette Maya Gregersen her
Kunstforeningen havde arrangeret en tur til Horsens Kunstmuseum kombineret med besøg hos kunstneren John Reuss i Vandel. Deltagerne mødtes på Horsens Kunstmuseum, og her gav kunsthistoriker Bente Hammershøy deltagerne en fantastisk oplevelse og indsigt i Michael Kvium og Bjørn Nørgaard liv. De to kunstnere har i den grad sat deres præg på den danske kunstverden, og vi så nogle meget spændende værker fra deres ungdom til i dag. John Reuss åbnede virkelig dørene for os til sit private hjem og meget beskedne atelier. Hele huset emmede af Johns kunstneriske arbejde, og vi kom meget tæt på hans tanker om døden. Hans surrealistiske og eksistentielle værker hang og stod overalt. Det er altid spændende at komme i dialog med en kunstner om hans tanker, arbejdsmetoder mv., og her var der rig lejlighed til dette. En stor tak til John, som vi ønsker held og lykke fremover.
Læs mere om John Reuss her.
Den sidste lørdag i april 2016 havde kunstforeningen arrangeret en tur til Middelfart med to meget forskellige kunstoplevelser: Besøg hos kunstneren Külli Suitso og besøg på CLAY Keramikmuseum. Vi begyndte hos Külli Suitso, der bor lidt uden for Middelfart, hvor hun har både atelier og galleriet “Vinduet”. Mange husker sikkert udstillingerne hos NB, hvor temaerne har været de symbolmættede flyttekasser og militærhjelme. Külli er født og opvokset i Estland og har boet Danmark de seneste 12 år. Hun havde arrangeret en lille retrospektiv udstilling i hendes atelier og kom undervejs ind på, hvordan det var at vokse op i Estland, der dengang var en del af Sovjetunionen. Det var tankevækkende og interessant at få baggrundshistorierne om flere af malerierne, bl.a. om maleriet, hvor motivet var en flyttekasse med Bresjnev. Vi så også eksempler på Küllis grafiske arbejder. På Clay Keramikmuseum fik vi en interessant rundvisning i keramikkens verden.
Læs mere om Külli her